Formanden har ordet

 

Årsberetning.

 

2009 startede med generalforsamling i marts afholdt i Køge og Ole Mogens blev traditionen tro valgt som dirigent.

 

Regnskab og beretning blev godkendt og så var der et punkt på dagsordenen nemlig sommertræf.

 

Der var lavet to oplæg med henholdsvis Ven og Flakfortet. Efter lidt debat blev Ven valgt som mål for sommertræffet.

 

Det blev i år holdt på øen Ven i Øresund.

 

Der var 11 både tilmeldt, men da formanden skulle sejle alene og Verner ligeså aftalte vi at sejle sammen i Verners båd, hvilket var både hyggeligere og mere hensigtsmæssigt, da bare 10 både fyldte godt op i den lille Backviken havn.

 

Op til træffet var telefonerne i flittig brug mellem bestyrelsesmedlemmerne, da vejrudsigten ikke lige frem lagde op til træf i Kyrkbacken som oprindeligt planlagt med fest i et telt.

 

Det lykkedes dog Dennis, som i forvejen havde lagt en stor arbejdsindsats, at få lejet klubhuset i Backviken.

 

Fredag aften mødtes fem både i Lynetten og spiste i restauranten, mens 3 var sejlet direkte til Ven. De to sidste sejlede fra egen hjemhavn lørdag morgen. Da vi var blevet informeret om, at også Sundet havde træf i Backviken var der tidlig afgang kl. 08.30 fra Lynetten lørdag morgen. Det lykkedes da også at få en god plads til alle, hvor imod de både fra Sundet, som kom senere måtte bruge tricket med få snuden ind på en i forvejen optaget plads og så gå hen over båden, der lå der i forvejen.

 

Turen til Ven gik med godt tempo, da vinden var noget nær perfekt med omkring 10 ms fra sydvest, altså agten for tværs. Da der samtidig var huller i skyerne så solen kunne kikke frem gjorde det jo kun bedre. Så det tog kun omkring 2 timer at sejle fra Lynetten til Ven.

 

Vel ankommet var der en hurtig frokost på bådene og så gik turen via gåben til Tycho Brahe observatorium, hvor Dennis havde sørget for en rundvisning. Vores guide var i stort hopla og fortalte meget indlevende og gav os en god rundvisning på en times tid.

 

At der så bagefter var skybrud så vi var nød til at søge i et øltelt og drikke en øl var der jo ikke noget at gøre ved :-)

 

Lørdag aften have Dennis med bragt to kuglegrill, et gaskomfur, masser af gryder og pander. Oksefilet. Kartofler i spandevis og salat. Desuden laks til forret. Der blev delt tjanser ud og vi fik rigtig god mad som fik mange komplimenterne i løbet af aftenen. Dessert var blevet arrangeret med at Hjemisbilen kørte forbi havnen og så blev der købt islagkager.

 

Der var ingen som gik sultne fra bordet.

 

Efter maden blev der fortalt røverhistorier og anekdoter.

 

Søndag morgen kl. 08.30 var der morgenmad i klubben, hvor formanden stod tidligt op og tændte for ovnen, så Dennis’ medbragte boller kunne lunes. Alle mødte op og efter morgenmaden var der effektiv oprydning, hvorefter bådene en efter en forlod havnen for at drage henholdsvis nord, syd og øst på. Vinden var frisk fra sydvest, så både der skulle syd på havde den lige imod.

 

Et rigtig godt træf og på grund af kursen på den svenske kr. så også ret billigt i forhold til, hvad vi fik for pengene.

 

Endnu engang en stor tak til Dennis for et stort forarbejde og for lynhurtig at lave en plan B, da vejret viste sig fra en mere ustabil side.

 

Kontingentbetaling. 2009 blev et højdepunkt med 33 betalte kontingenter.

 

Bådsalg. Vores både er fortsat en god handelsvarer og et par stykker har i det forgangne år skiftet hænder. Uden for referat. Desværre er en af dem vores webmaster Michael Koppelhus som grundet manglende tid har valgt at sælge sit båd. Den nye ejer har dog allerede meldt sig ind. Michael har trods sit salg været klubben meget behjælpelig har stået for udskrivning og udsendelse af indkaldelse til året generalforsamling samt kontingentopkrævning.

 

Sluttelig vil jeg nævne det store tab som klubben led her i Februar, hvor Per Reimer Det er med stor sorg, at jeg desværre må meddele, at Yachtforeningens tekniske konsulent samt tidligere mangeårige kasserer Per Reimer helt uventet er afgået ved døden tirsdag den 2. februar 2010.

 

Per Reimer efterlader et stort tomrum i foreningen. Per har altid stillet op med hjælp og vejledning, der altid var kompetent, da Per havde stor viden om vores både.

 

Per var indbegrebet af en ægte sejler og har som en af de få deltaget i samtlige sommertræf siden foreningens stiftelse. Vi vil savne Pers altid smittende humør og uselviske hjælpsomhed og ikke mindst hans sejlerånd.

 

Vores allerkærligste tanker går til Ina samt børn og børnebørn.

 

Lars Jensen

Formand